top of page
  • Forfatters billedeKaren MacLean

Ligestilling i læringsmiljøer

Hvad snegler vi over i denne uge?

I denne uge kan jeg ikke holde op med at tænke på denne lille video. Den handler om pædagoger, der får indblik i og ændrer deres praksis i forhold til de børn, de drager omsorg for. Rammen er køn og ligestilling, og pædagogerne fortæller så klogt og rørende om, hvad de lærer om sig selv, og hvordan de eksperimenterer med at ændre deres kønnede tilgang til børnene.


Det jeg især bider mærke i, når jeg hører pædagogerne fortælle, er den indre og ydre rejse de er på. Det kræver mod at turde observere egen praksis og kigge efter i de kroge, hvor stereotyper og vaner holder til. Og det fordrer sammenhold og gensidig støtte at ændre egen praksis.


Det handler fx som noget så simpelt som at opdage, at de hilser børnene med “hej tøser” eller “hej drenge” og blive bevidste om at bruge børnenes navne i stedet. (Tænk engang hvis vi kom på arbejde og blev hilst med “hej kvinder, hej mænd!” Nej, vel?!)


Jeg tager hatten af for de pædagoger, der har turdet, eksperimenteret og er blevet klogere, og for ledelsen, der har støttet dem i dette.


Der er uendeligt mange måder voksne, der arbejder med børn, kan udvikle deres praksis på. Verden kalder på mere ligestilling, mere natur, mere bevægelse, bedre finmotorik, masser af musik, større ordforråd og så videre og så videre.


Men for pædagoger og lærere, der bruger SIG SELV som redskab i arbejdet med børnene, er det første og vanskeligste skridt det indadvendte blik. Det kan ikke erstattes af nok så mange kurser, pjecer eller workshops.


Se videoen, og tænk så over, hvad det kan betyde for vores forestillinger om køn og ligestilling, når du taler om “brandmænd”, “landmænd”, “sygeplejersker” eller “kogekoner”?


Og så må vi spørge os selv, om vi giver pædagoger og lærere nok af denne form for (egen)udvikling og støtte?


bottom of page