Tidligere på sommeren fortalte jeg lidt om, hvordan Reggio Emilia børnehavernes arbejde med de 100 sprog går ud på. Men der ligger en meget vigtig filosofi bag ved dette arbejde, som pædagogikkens grundlægger har beskrevet i et smukt digt. Læs mere om digtet og filosofien her.
Noget af det første man møder når man træder ind i Loris Malaguzzi International Centre eller slår op i en brochure eller bog om Reggio Emilia pædagogikken, er digtet om børns 100 sprog, skrevet af Loris Malaguzzi selv i 1985. Det er et bevægende digt, hvad enten man læser det på italiensk, engelsk, eller i min provisoriske danske oversættelse (den er nederst i bloggen her).
Digtet er både en hyldest til børn, en præsentation af Malaguzzis børne- og læringssyn, og en eksponering af den vold som vores kultur og uddannelsessystemer udøver over for børn. Og endelig er det en levendegørelse af princippet om de 100 sprog, som netop er en pædagogisk, social og politisk teori, udtrykt i et digt.
Der skrives så mange bøger, essays og videnskabelige artikler om pædagogik, i alt fra den mest indviklede til den tørreste prosa. Men der sker noget særligt når Malaguzzi – som har skrevet rigeligt med autoritativ prosa – vælger poesiens sprog. Digtet taler anderledes til os end en videnskabelig artikel eller et velargumenteret essay. Det forfører os og det chokerer os og det forsikrer os – som barnet gør til sidst: ”Tværtimod. De hundrede er der”.
Hvad for noget med børn, der kan en masse sprog?
Men hvad betyder det alt sammen? Hvad mener Malaguzzi når han siger at børn har 100 sprog? Her betyder sprog nemlig ikke italiensk eller mandarin eller farsi. Her betyder det måder at udtrykke eller symbolisere noget på. Det noget kan være en følelse, en oplevelse, en handling, et eksperiment, en forståelse, et synspunkt, osv. Det talte sprog er selvfølgelig et sprog, ligesom kropssprog er det. Tegn på papir er sprog, om det drejer sig om tegninger eller bogstaver. Lerfigurer, skulpturer i genbrugsplast, malerier på forskellige materialer og med forskellige slags malemateriale. Dans, akrobatik og drama er sprog, og det at bygge en hule eller lege.
Legens sprog
Min ældste datter var en overgang meget optaget af at lege far-mor-og-børn. Pindene i græsset ved siden af vores picnic blev til far-mor-og-børn, og ligesådan med salt- og peber- og ketchup-pakkerne når vi var på McDonalds. I ugevis underholdt hun sig på den måde, og en dag var det pludselig væk. Tilbehøret fik lov at være i fred på restauranter, og hun var optaget af andre ting. Vi ved ikke, hvad det var hun udtrykte med denne udforskning, dette mini-teater hun iscenesatte og opførte for sig selv, gang på gang på gang. Hun havde sandsynligvis ikke selv kunnet sætte ord på det. Men med Malaguzzis briller på, så havde hun noget på sinde, noget som det var så vigtigt for hende at udforske, at hun indforskrev alle mulige materialer til at ’snakke om’ det med.
Alle sprog er i princippet ligeværdige for børn, og børn er glade for at udtrykke sig på alle de sprog de har til rådighed. De vil gerne tegne og synge og klatre og ligge og kigge på myrer, og de blander med glæde sprog sammen – at klatre til tops i et træ kan være udtryk for både en udforskning af træet og af ens egen krop, samt ren og skær livsglæde.
Samvær og fællesskab
Der er endnu to vigtige ting ved Malaguzzis sprogbegreb. Det første er at symbolik altid indebærer en modtager. Den modtager kan være én selv, som min datters leg med mor-far-og-børn pinde. Men det mest givende er når modtageren er andre børn eller voksne. For i det fællesskab som udtryk og afkodning, udforskning og læring skaber, ligger nok en af livets største glæder. Når vi synger en sang som andre synger med på med samme følelseslag, eller er fælles om at tegne et træ med rødder på for første gang, så forstørres vores udtryk, vores eksperiment, vores læring og vores samvær. Sproget skaber forbindelse og fællesskab, både når vi udøver det side om side, og når vi er i dialog.
Transversaler
Nogle af de hundrede sprog fungerer også som transversaler, forstået på den måde at de går på tværs af flere sprog og binder dem sammen til en særlig udtryksfuld form. Det gælder især det narrative. Fortælling eller historier går på tværs af de andre sprog og udvider symbolikken ved at koble elementer sammen. I pantomime, teater eller dans, i sang, skulptur eller mærker af blyant eller maling på papir; i alle disse sprog opstår der let fortællinger. Selv når noget ikke er repræsentativt eller når symbolikken ikke er tilgængelig for os modtagere, så søger vi at tilskrive udtrykket en historie. Og børn er afsindig gode til at strikke historier sammen (se min datter ved bordet på McDonalds) og især til at gøre det sammen. De gør det, når de (synligt for os voksne) leger en leg, men også når de står og maler sammen, eller besøger et træ i skoven. ”Træet har hud på ligesom os” siger det ene barn til det andet mens de står med den ene hånd på barken. Dermed skaber barnet med denne korte fortolkning en historie om træets anatomi, og en forståelse for træet som levende væsen.
Hvad mener Malaguzzi så med sit digt?
Det er altid farligt at give sig i kast med at fortolke digte og ’pakke dem ud’. De taler netop så koncist og rammende som digteren har ønsket de skal; en fortolkning risikerer at udvande budskabet og kede læseren. Når det så er sagt, så vover jeg pelsen, fordi Malaguzzis børne og læringssyn, som det er eksponeret i dette digt, efter min mening er vejen frem for vores uddannelsessystem. Ikke kun for små børn men også for store, og for os voksne.
For Malaguzzis digt sætter sine kulørte, dansende fingre på de grundlæggende skismaer i vores skolesystemer idag: at vi skiller krop fra hoved (og kun vil uddanne hovedet, som om det var muligt). Og at vi i øvrigt deler resten af verdenen op i modsætninger af samme slags, og derved forarmer ikke blot skolesystemet men børnene og hele verden. Og han konkluderer med at løsningen ligger hos børnene: at vi kan finde det nye mønster, der genforener hoved og krop, videnskab og fantasi, og himmel og jord, ved at lytte til og observere vores børn. Og den løsning, den læring, er i min optik vejen frem, hvis vi vil uddanne os selv og vores børn til fremtiden.
Klik her for at læse digtet om de 100 sprog på engelsk. Eller læs min danske oversættelse her nedenfor.
Tværtimod. De hundrede er der
Barnet er lavet af et hundrede.
Barnet har
hundrede sprog
hundrede hænder
hundrede tanker
hundrede måder at tænke på,
at lege på, at tale på.
Hundrede altid hundrede
måder at lytte
at undres at elske
hundrede glæder
til at synge og forstå
hundrede verdener
at opdage
hundrede verdener
at opfinde
hundrede verdener
at drømme.
Barnet har
hundrede sprog
(og hundrede hundrede hundrede flere)
Men de stjæler de nioghalvfems.
Skolen og kulturen
skiller hovedet fra kroppen.
De siger til barnet:
at det skal tænke uden hænder
handle uden hoved
lytte og ikke tale
forstå uden glæde
elske og undres
kun til påske og jul.
De siger til barnet
at det skal opdage den verden der allerede er der
og af hundrede
stjæler de nioghalvfems.
De siger til barnet
at arbejde og leg
virkelighed og fantasi
videnskab og opfindsomhed
himmel og jord
fornuft og drøm
er ting
der ikke hører sammen.
Således siger de til barnet
at de hundrede ikke er der.
Barnet svarer:
Tværtimod. De hundrede er der.
Loris Malaguzzi (oversat fra engelsk af Karen MacLean)