100 sprog in action: en genfortælling
Jeg er blevet bedt om at komme med et konkret, brugbart eksempel på, hvordan det med børnenes mange sprog virker til daglig. Så her vil jeg fortælle om et projekt, som berørte mig dybt. I dette projekt besluttede de voksne at fokusere på to sprog, nemlig ”akrobatik” og ”ler” med en gruppe børn på omkring 5 år. Børnene var selv meget optagede af forskellige akrobatiske stillinger – bl.a split, spagat, kolbøtter og stå på hænder. De fik lov til at vælge tre stillinger, som de også kunne fremstille i ler.
Projektet havde således to strenge – kropslige udfoldelser på måtter og op ad vægge, hvor børnene fik øvet de forskellige bevægelser og stillinger og hjalp hinanden med det, der var svært. Og så arbejdet med lerets materiale, hvor de skulle udforme de samme figurer, som de lavede med kroppens materiale.
Lerets materiale
Arbejdet i ler viste sig at være meget interessant for børnene. Figurerne kunne ikke selv holde balancen, gad ikke stå op, hvis man lavede ben eller arme for smalle, og skred sammen, hvis man lavede dem for tykke. Børnene blev meget optagede af spørgsmål om lerets egenskaber – for eksempel opdagede de, at leret kunne bære mere hvis man lod den nederste del tørre natten over eller længere. Det benyttede de sig en del af. Det nyttede heller ikke at være for naturtro: i begyndelsen havde hver figur fx fem fingre. Senere sprang de den slags over.
Én af pigerne blev vred over ikke at kunne få sin figur med lange tynde arme til at stå på hænder. Da læreren spurgte, hvordan hun ville løse problemet, blev hun så frustreret, at hun gik sin vej. Der gik en uges tid før hun forsigtigt nærmede sig og gav sig i kast med at modellere igen. Hun blev en del af en gruppe, der arbejdede med flere figurer på én gang, og dér viste det sig, at der var brug for en figur med lange, tynde arme for at få skulpturen til at fungere.
Men leret bød også på flere udfordringer: Fx havde et barn lavet en kolbøttefigur. Det viste sig at være svært at fremstille en kolbøtte, der kunne identificeres som sådan, bl.a. fordi den var statisk. Børnene diskuterede længe, hvordan man kunne imødegå denne hurdle. Én gruppe besluttede at udvide den ene lerfigur med flere for at få bevægelsen med, og en anden blev enige om at tegne alle stadierne af en kolbøtte. Begge disse grupper brugte lang tid på måtterne, hvor de demonstrerede kolbøtter og diskuterede, hvilke dele af kolbøtten skulle tegnes/modelleres for, at man kunne forstå, at det var en kolbøtte. I løbet af disse diskussioner gled de over i at ville vise, HVORDAN man laver en kolbøtte, hvilket var et andet mål, end de først havde haft. De besluttede sig for fire tegninger/skulpturer, som så også skulle nummereres; en undergruppe besluttede sig for at skrive en forklaring, hvilket også indebar lang tid ved måtten.
Retningsskift/Kursændring/Relaunch
På et tidspunkt spurgte et par drenge, om de måtte gå på nettet og kigge på billeder af akrobater og akrobatik. Det fik de lov til, og de blev fyr og flamme over alle mulige figurer, de så, og som de fik lyst til at modelere. De ville straks printe en hel masse billeder og gå i gang. Læreren bad dem om at vælge tre billeder og gruppen af børn – der nu var udvidet pga. de to drenges iver – forhandlede frem og tilbage. Alle måtte give deres besyv med og begrunde deres valg. Til sidst blev der valgt tre billeder, som blev printet og sat op på væggen.
To piger valgte, at de ville efterligne et af billederne i ler: en figur af fire-fem mænd der dannede et tårn. De gav sig i kast med en direkte efterligning og opdagede hurtigt, at det var klogt at lade de nederste figurer tørre, så de bedre kunne holde vægten. I næsten to måneder arbejdede børnene med denne skulptur, der hurtigt blev udvidet med figurer, der ikke havde været med på det oprindelige billede. Børnene gik også til og fra, sådan så børnetallet og deltagerne varierede.
Der blev også eksperimenteret med luftakrobater – her opdagede de at det ikke nyttede at lave hænderne anatomisk korrekt – og hvordan man kunne få de våde lerfigurer til at hænge i luften på en ståltråd. Til sidst lavede børnene en udstilling af alle deres figurer – der nu også inkluderede en tilskuer – til deres forældre.
Hvad er lærerens rolle? Og børnenes?
Som det fremgår, så fokuserede de voksne slet ikke på at lære børnene noget; hverken akrobatik eller lerarbejde. De havde sat en ramme for børnene, som de kunne ”forske” i, og undervejs stillede de spørgsmål og udfordrede børnene – fx pigen, der ville give op fordi (den voksne kunne se at) figurens lemmer var for tynde. De voksnes spørgsmål var ofte rettede imod at få børnene til at opstille hypoteser, som de så kunne afprøve. Fx kan læreren have spurgt den ovennævnte pige, hvorfor hun tænkte at figuren klaskede sammen, og hvad der mon skulle til for, at den blev stående?
Børnene var vant til denne måde at tænke og tilgå materialet på, og formulerede selv spontant hypoteser. Ikke alle deres svar eller formuleringer lød nødvendigvis som videnskabelige hypoteser, men deres tilgang til arbejdet var meget udforskende. De talte også til hinanden som de voksne talte til dem, og stillede selv den slags spørgsmål til hinanden.
Børnene var meget omsorgsfulde, kom med opmuntrende og rosende kommentarer og bød respektfuldt ind med forslag. Når et barn sagde, at hun/han ikke kunne et eller andet, så spurgte læreren, hvem hun/han ville have til at hjælpe sig. Barnet skulle så redegøre for, hvorfor det valgte den eller de hjælpere. I en video, vi så, forklarer en pige, at hun vil have den ene, fordi han er så dygtig til den slags, og den anden fordi hun også er dygtig. Hvortil et af de andre børn tørt kommenterer, at det da bare er fordi de er venner. Der var altså tale om ganske almindelige femårige!
Børnene var altså forskere eller opdagelsesrejsende i hvad krop og ler kunne. Det var for eksempel tydeligt, at de i udgangspunktet forventede, at leret ville opføre sig som deres kroppe (altså en uudtalt hypotese), og da det så ikke viste sig at holde stik, så måtte de undersøge lerets potentiale nærmere. Langt det meste af børnenes arbejde var kollektivt: forsøgene ved måtten for at se hvad første, andet og tredje stadie af en kolbøtte var, samtalerne frem og tilbage med spørgsmål, gode råd og konstateringer, eller bare side om side med lerfigurer. Der var også en del ’fortælling’, hvor børnene forklarede – for sig selv eller de andre børn – hvad figuren var i gang med og hvordan.
Dokumentation
De voksne stod til rådighed – dog ikke for hjælp og vejledning – og så brugte de en stor del af deres tid på at dokumentere, hvad børnene gjorde. De noterede børnenes figurer og hvordan processen forløb, og optog både lyd og video. Dokumentationsmaterialerne blev brugt først og fremmest i møder med de andre voksne på skolen. De fremlagde og diskuterede dem for at få hinandens perspektiv. De brugte dem også til at holde øje med projektets rytme: trækket med at lade drengene se på billeder online var det de voksne kalder ”relaunch”, hvor de forsøger at samle trådene for børnene og sende dem dybere ned i materialet eller i en ny retning, evt. med spørgsmål. Endelig blev dokumentations–materialerne slået op, hvor børnene kunne se dem og observere, hvad de havde haft gang i tidligere på ugen, fx for at have øje for tråden i arbejde. Ved projektets afslutning blev dokumentationen en del af udstillingen for forældrene og efterfølgende blev dele af dokumentationen slået op på væggen.
Det store billede
Dette projekt, som jeg her beskriver på tredje hånd, er kun et led i en bredere dagligdag for de femårige på denne institution. Der er fri leg, indendørs og ude, madlavning og måltider sammen, udflugter, og andre ”forskningsprojekter” som børnene går til og fra i dagenes og ugernes løb. Det, der går igen i børnenes dagligdag udover leg og måltider, er deres selvstændige udforskning af verden, muligheden for at udtrykke deres oplevelser på flere sprog, de voksnes tilbagetrukne rolle (efter rammerne er sat), og dokumentationen. Nogle af projekterne er kortvarige eller enkeltstående, mens andre er kendetegnende for flere institutioner. Bl.a. et forskningsprojekt der handler om liv: hvad vil det sige at være i live og hvad/hvem er levende, som startede med de allermindste, når de begyndte i vuggestue i 8-måneders alderen? Formålet med dette projekt – som ikke var italesat overfor børnene, var at børnene skulle opbygge en forståelse af naturen som et stort levende system, som de selv var en del af.