En ting, der slog mig i løbet af studieugen i Reggio Emilia, var den måde, de voksne talte om børnene på. Når oplægsholderne – pædagoger, lærere, kokke, atelieristaer – fortalte om børnene eller citerede dem, så slog det mig, hvor stor en respekt og indsigt de havde i børnenes visdom og perspektiv. Og omvendt, så blev jeg mindet om, hvor anderledes voksne ofte tænker og taler om børn her i Danmark.
Jeg fortalte i et tidligere indlæg historien om to små børn, der står ved et træ og rører ved barken. ”Træet har hud på ligesom os”, siger det ene barn. I en Reggio Emilia optik afslører denne bemærkning en viden (som børnene vel at mærke selv har formuleret), der på den ene side handler om en forståelse af træet som et levende væsen med strukturer, der er analoge med menneskers, for eksempel hud. Og på den anden side vidner udtalelsen også om en gryende systemtænkning og naturforståelse. Mennesker og træer indgår i et større system, hvor vores ligheder betyder lige så meget som – eller endda mere end – vores forskelle.
I en dansk sammenhæng ville der være risiko for, at den voksne skyndte sig at rette på barnet, ”ja, skat, det hedder bark. Træer har bark og vi har hud”. Og så ville den voksne måske senere berette den søde anekdote om, hvordan barnet havde taget fejl, ”og er det ikke bare for nuttet!?” Og ja, ikke alle voksne. Måske. Men i Danmark har vi en rette-kultur, en kultur hvor små børns udsagn ikke forventes at have dybde og indsigt, men i stedet har behov for at vi retter deres fejl. Barnets udsagn er typisk ikke en indbydelse til en ligeværdig samtale om verden, men et udspil som det er op til os voksne – forældre eller lærere – at vurdere rigtigheden af, for derefter at korrekse, om nødvendigt.
Børnesyn
I Reggio Emilia pædagogikken har børns udsagn netop dybde, og deres udforskning af verden har stor vægt. I Malaguzzis psykologiske og filosofiske optik forstås børn som kyndige opdagelsesrejsende. Børn udforsker og undersøger verden og sig selv fra det øjeblik, de slår øjnene op om morgenen til det øjeblik, de smækker dem i om aftenen. For børn er der ikke nogen forskel på leg, undervisning, spisetid, købe ind med far eller mor osv. Alle aktiviteter er genstand for børns undersøgelse, hypotesedannelser og eksperimenter.
De udforsker fysikkens love og kroppens muligheder og hvordan relationer er mellem verden (og andre mennesker) og dem selv. Og baseret på hvad de oplever med alle sanser, formulerer de (til tider uudtalte hypoteser), som de så afprøver indtil de er tilfredse med, at de ved nok om fænomenet. Oplever de dog lige pludselig noget, der sår tvivl om en tidligere konklusion, så opstiller de nye hypoteser og skaber ny viden. Et eksempel på børns hypoteser kan ses i mit indlæg om de hundrede sprog i handling [link].
Selvom Malaguzzi og hans medarbejdere udviklede denne forståelse af børns kompetencer i midten af forrige århundrede, så er den helt på linje med det billede som forskeren Alison Gopnik i de senere år har tegnet, baseret på bl.a. kognitiv neurovidenskab. I sine bøger, The Scientist in the Crib, The Philosophical Baby og The Gardener and the Carpenter, beskriver Gopnik børn som mere lærende, kreative og udforskende end os ældre mennesker. Og hun bakker dette barnesyn op med forskning fra mange forskellige videnskabelige discipliner.
Hvad Malaguzzi konkluderede på baggrund af sin pædagogiske og psykologiske viden og daglige praksis, bekræftes altså af den seneste forskning. Børns tilgang til verden kan for voksne se rodet og uoverskuelig ud. De blander leg, fantasi, udforskning og eksperimenter sammen og denne sammenblanding fører til læring, kreativitet og innovation. Deres læring kan ikke nemt kvantificeres med vores gængse, skolificerede redskaber, der henvender sig til et mindset, hvor viden tilhører de voksne. I denne optik er det voksnes rolle at give børn viden og rette på dem når de ”tager fejl”, samt sørge for at alt det dér legeri og rod begrænses til frikvartererne eller ”ledes” af voksne.
Men hvis vi tillader os selv at skifte mindset og observere i børnehøjde – som Reggio Emilia lærere gør – så kan vi måske selv lære de friske, generative indsigter, som børn kan give os. Og ganske langsomt kan vi også lære at tage børn alvorligt – og begynde at indrette vores skoler efter dette børnesyn!