Det 20. århundrede vrimler med forsøg på at skabe nye tilgange til børn og læring: Steiner, Montessori, Frøbel og Freinet, for at nævne nogle af dem der har gjort sig gældende i Danmark. Disse pædagogiske retninger er tit opkaldt efter den person der først eksperimenterede med, praktiserede og/eller formulerede dem: Rudolf Steiner, Maria Montessori, Friedrich Fröbel og Célestin Freinet.
Bagved Reggio Emilia tilgangen står der også en stor personlighed, Loris Malaguzzi, hvis udtalelser citeres flittigt og hvis revolutionære digt findes overalt i skolerne, i brochurer og på plakater. Der er ingen tvivl om at Malaguzzi var en visionær person, og at hans brede og brogede baggrund – uddannet i pædagogik og senere psykologi, journalist, kommunist, rektor på en skole for forhenværende modstandsfolk, og grundlægger af en skole for børn med handicap og udviklingshæmmede – bidrog umådeligt til skolernes udvikling. Men man skal faktisk grave lidt dybere for at finde ud af, hvor bevægelsen faktisk startede.
Der var nemlig i begyndelsen af det 20. århundrede og især efter anden verdenskrig en stærk kvindebevægelse i Italien, UDI (Foreningen af Italienske Kvinder) støttet af det italienske kommunistparti. De kæmpede for at styrke demokratiet og svække fascismen ved at støtte kvinders deltagelse i civilsamfundet og især i politik. Og især UDI var bevidste om, at den eneste måde at få kvinderne ud af hjemmene var at skabe fælles børnepasning.
Villa Cella, den første fælles vuggestue/børnehave i den bevægelse der skulle blive til Reggio Emilia, blev startet i 1947 lige udenfor byen. Det var en andelsbørnehave, for så at sige, hvor hele familier gik sammen om alt fra at bygge til at passe børn. De samarbejdede også med Malaguzzi, og her fik han lejlighed til at afprøve nye tanker og inspirationer fra blandt andre, Maria Montessori, John Dewey, Jean Piaget, Lev Vygotsky og Jerome Bruner. Han støttede familierne og de lærere, de efterhånden ansatte, i at afprøve og udforske tilgange til arbejdet med børnene og læring, og til i fællesskab at diskutere og evaluere dem.
Denne kooperative model, med inspiration fra mange sider og med deltagelse eller inddragelse af alle interessenter fra børnene selv til det omgivende civilsamfund, gør sig stadig gældende i dag. Vuggestuerne og børnehaverne arbejder stadigvæk tæt sammen med forældre og familier og med lokalsamfundet, og lader sig stadigvæk inspirere af forskning og nye teorier om børns – og menneskers – læring.
Der væves til stadighed nye tråde og samarbejder; sidst, men ikke mindst, den årlige story-telling festival, ReggioNarra, der ikke kun byder berømte marionetteatre, mimikere og teatertrupper velkommen, men også skaber plads til Reggio Emilias egne fortællere. I årets løb afholdes der workshops, hvor interesserede forældre og borgere kan øve sig i fortællingens kunst. I februar, omkring Malaguzzis fødselsdag, afholdes der en særlig fortælleaften, La notte dei racconti, hvor man kan fortælle hjemme hos sig selv, eller høre fortællinger på biblioteker eller i virksomheder der deltager.
Fortællefeberen kulminerer i festivalen, der varer flere dage i maj og juni. I løbet af lockdown i 2020 gik ReggioNarra global og indsamlede børnerim fra hele verden (klik her for at høre nogle af dem), optaget af børn og voksne, der var isolerede fra hinanden og fra deres daglige liv. I år var temaet ”breve til universet” hvor enhver kunne skrive en kort besked – et ønske, en tak – til universet.
ReggioNarra festivalen og alt det der leder op til den, samt den måde der trækkes tråde ud i resten af verden via kunstneriske udfoldelse af alle fra professionelle til mor eller far, karakteriserer meget fint Reggio Emilia pædagogikkens essens. Vi er alle – bør alle, kan alle være – med til at lære og skabe og udvikle os sammen. Reggio Emilias menneske- og læringssyn gør os alle til medvirkende; medbyggere af vores fælles kunst, kultur og viden.