top of page
  • Forfatters billedeMaria Haag

Hvad har en atelierista med pædagogik at gøre?

Opdateret: 3. okt. 2022

Snail Academy’s udsendte er i Italien i denne uge for at lære om Reggio Emilia pædagogikken. Ugens skema består af foredrag af atelieristaer, pedagogistaer, skolekokke og forældre, samt besøg på en kombineret vuggestue og børnehave i udkanten af den byen. Det bliver spændende og forhåbentlig lærerigt!


Denne pædagogiske bevægelse - som er opkaldt efter byen - har sine rødder i efterkrigstidens reaktion mod ufred og fascisme, og søger at uddanne små børn på en ligeværdig og demokratisk måde. Den kombinerer på kreativ og inspirerende vis pædagogik med filosofi, socialpolitik og -konstruktivisme, samt børns rettigheder


Nøglebegreberne i denne pædagogik er samarbejde, udforskning, videnskonstruktion og børns 100 sprog. Børn betragtes som kompetente og udforskende på lige fod med voksne: lærere og pædagoger samarbejder med læringsrum inde og ude (den såkaldte 3. lærer) for at følge børns egne interesser og nysgerrighed. De voksne stiller materialer og kunstneriske aktiviteter til rådighed for at børnene sammen kan udtrykke det, de oplever og erfarer. Og når børnene er i gang med at udforske et sted, et begreb, eller et materiale, så observerer og dokumenterer de voksne børnenes videnskonstruktion og læring og støtter dem i at gå videre i den retning de vælger.


Jeg er taget hertil, fordi jeg har spørgsmål - mange spørgsmål - om hvordan Reggio Emilia pædagogikken fungerer i praksis. Hvordan bærer de voksne sig egentlig ad med at følge børnenes nysgerrighed og interesser? Hvordan VED de voksne, at børnene lærer noget? Hvilken rolle spiller atelieristaen og hvordan hænger det sammen med børns 100 sprog? Og sidst men ikke mindst, hvordan forankres vuggestuer og børnehaver så stærkt i lokalsamfundet, at pædagogikken er opkaldt efter byen og ikke dens ideologisk ophav, Loris Malaguzzi?


Jeg vil rapportere fra Reggio Emilia og dele det jeg lærer og oplever. Jeg håber, I vil læse med!


Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page